← Faglige perspektiver
Debat

Måske er det godt, at storbyerne bliver dyrere

Af Jesper Wagner

Når boligpriserne stiger, siger vi næsten automatisk, at byen bliver mere ekskluderende. Når en lejlighed bliver dyrere, må færre have råd til den. Og når mange lejligheder bliver dyrere, må færre have råd til byen.

Det lyder logisk. Men i det sidste led skifter vi ubemærket emne. Vi går fra prisen på en bolig, der handles i dag, til en påstand om, hvem der kan bo i en hel by. Det er ikke nødvendigvis den samme historie.

I klassisk økonomisk teori vil en højere pris alt andet lige dæmpe efterspørgslen. Flere har råd til en brugt Toyota end til en Lamborghini. Det gælder også boliger: Hvis en lejlighed koster seks millioner kroner, kan færre købe den, end hvis den koster to millioner. Den sammenhæng er reel.

Fejlen opstår, når vi antager, at alle byens indbyggere skal købe eller leje deres bolig på ny til dagens pris. Sådan fungerer en by ikke. Den består både af mennesker, der lige er flyttet ind, og mennesker, der har boet der i årtier. Nogle husstande ejer deres bolig, nogle bor alment, og nogle lejer på vilkår, der blev fastlagt længe før den seneste prisstigning. Markedsprisen fortæller om den nuværende adgang til en ledig bolig. Den fortæller intet om, hvem der allerede har plads i byen.

Prisstigningerne i København er ellers voldsomme. I 2014 kostede en ejerlejlighed i gennemsnit 27.620 kr. pr. m². I august 2026 var prisen 76.689 kr. pr. m². Det er næsten en tredobling på tolv år. Lejen for de boliger, der udbydes på det private marked, er ligeledes steget kraftigt med et gennemsnit på næsten 200%. For den, der skal etablere sig i København i dag, er økonomi en betydelig barriere.

Derfor er det rimeligt at undersøge, om bestemte grupper bliver presset ud. Det er bare ikke rimeligt at springe undersøgelsen over og kalde prisstigningen selve beviset.

Hvis høje priser automatisk betød, at mennesker med begrænsede midler forsvandt fra byen, ville vi forvente færre unge mellem 20 og 25 år. Men København har i dag omkring 4.700 flere i den aldersgruppe end for tolv år siden. Der er også blevet flere personer i flere grupper uden for det ordinære arbejdsmarked.

Det betyder ikke, at enhver ung eller økonomisk presset person kan finde en bolig i København. Men det udfordrer den enkle fortælling om, at de høje priser allerede har tømt byen for dem. Den fortælling bliver ikke mere sand af, at vi gentager den.

Hvordan kan byen så fortsat rumme borgere med lavere indkomst eller formuegrundlag, når boligerne bliver dyrere? En del af svaret kan ligge i måden, vi bor på. I perioden 2014 til 2026 er København vokset med 122.000 indbyggere, mens der er kommet 51.000 flere boliger. Samtidig er andelen af boliger med mere end to beboere steget. Flere mennesker deler altså de boliger og kvadratmeter, der er til rådighed.

Her overser vi ofte en mulig gevinst. Boliger kræver materialer at bygge, energi at opvarme og areal at placere. Når flere deler en bolig, kan ressourceforbruget pr. person falde. Vi accepterer uden større diskussion tanken om, at en højere pris på energi kan mindske forbruget. Hvorfor afviser vi så på forhånd, at en højere pris på boligkvadratmeter også kan få os til at bruge dem mere effektivt?

Det er ikke et argument for, at enhver prisstigning er god. En by, hvor folk er nødt til at bo uforsvarligt trangt, har ikke løst et miljøproblem på en ønskelig måde. Og tallene her måler ikke direkte, hvor meget energi eller hvor mange byggematerialer der er sparet. Men de peger på en sammenhæng, vi bør undersøge: I takt med at København er blevet dyrere, bor flere mennesker sammen i byens boliger. Det kan mindske behovet for kvadratmeter og nybyggeri pr. indbygger.

Vi har lært at sætte lighedstegn mellem dyrere boliger og en dårligere by. Det er for simpelt. Højere priser kan begrænse adgangen for nogle, mens byen samtidig får plads til flere og bruger sin boligmasse mere effektivt. Begge dele kan være sande.

Hvis vi vil forstå, hvad prisstigninger gør ved København, skal vi holde op med at lade én økonomisk antagelse svare på alle spørgsmålene. Vi skal undersøge, hvem der kan flytte ind, hvem der bliver boende, hvordan vi deler boligerne, og hvor mange ressourcer vi bruger pr. indbygger.

Måske viser det sig, at de stigende priser har en miljømæssig fordel, vi hidtil har overset. Det er i hvert fald en mere interessant hypotese end automatisk at erklære, at en dyrere by må være en dårligere by.

Kilder
  • Tinglysningen, handler 2014-2026
  • Boligportal, lejedata 2026
  • Børsen: "Huslejen i København stryger til vejrs - disse kvarterer er dyrest", 08. 12. 2015
  • Befolkningen, den 1. i kvartalet efter område og tid, Danmarks Statistik tabellen FOLK1A
  • Voksne 1. januar efter område, antal personer i husstand og tid Danmarks Statistik tabellen FAM122N
  • Antal unge 20-25 år (2012-2026) Danmarks Statistik, tabellen FOLK1A
  • Skyldige personer efter national oprindelse, område og tid, (2012-2026), Danmarks Statistisk, tabellen STRAFNA6
  • Befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet (fuldtidspersoner) efter område, socioøkonomisk status og tid, Danmarks Statistik tabellen AMR1