Rottehaler og byudvikling

I 1884 erobrede franskmændene Hanoi og gjorde det til en del af Fransk Indokina. De gik straks i gang med at omdanne byen efter fransk forbillede med brede boulevarder, store palæer og moderne boliger til de franske kolonialister. Dette betød at en stor del af den daværende by blev revet ned og de tidligere beboere presset sammen på et meget lille areal. I 1890erne boede 90% af befolkning på en tredjedel af byens areal, mens 10% (primært franskmænd) boede i den nyanlagte bydel.

Det betød at der var indlagt moderne kloaksystemer i den franske del af byen, mens den gamle del kun havde rendestensafløb og afføring fra dyr og mennesker fyldte gaderne.

Kort tid efter indtog den brune rotte byen. Rotten fandt de perfekte forhold i kloakerne hvor den kunne gemme sig og yngle. Samtidig kunne den frit løbe rundt i byen og finde mad. Umiddelbart var det ikke noget problem for franskmændene, indtil kloakerne blev så fyldte at de kravlede op af afløbsrørene og ud af toiletterne i de franske hjem.

I 1894 var den tredje pest epidemi nået til Hong Kong hvor den i løbet af et par uger slog over 80.000 ihjel og derefter spredte sig med skibe rundt i verden. Specielt Indien blev hårdt ramt og over de næste årtier døde over 10 mio. indere. Den franske læge og biolog Paul-Louis Simond i Bombay viste i 1898 at det netop var rotter og deres lopper der var skyld i overførelse af pesten og derefter udbrød der panik i Hanoi. Rotten var pludselig et spørgsmål om liv og død.

De vietnamesiske kloakarbejdere nægtede at gå ned og jage rotter og valgte at strejke. I april 1902 udsatte de franske myndigheder en dusør på nogle få cent per rottehale der blev afleveret til politiet. Muligvis fordi man var bange for smitte ved at få hele rotten ind på politistationen, ville man kun have rottehalen og ikke resten. Men netop dette gjorde at man ødelagde hele målesystemet og formålet med at udlodde en dusør. Halen er ikke det samme som en død rotte.

Optegnelser viser at den første dag blev der afleveret nogle hundrede, men derefter blev der afleveret op til over 20.000 haler om dagen.

Pludselig begyndte man at se rotter uden haler løbe rundt i byen. Efter tre måneder opdagede de franske myndigheder at lokalbefolkningen havde opdrættet rotter. I stedet for at slå dem ihjel skar de kun halen af så de kunne yngle videre. Samtidig fandt man netværk der bragte rotter ind fra området for at få udbetalt dusøren.

Til sidst blev programmet droppet og i 1906 brød pesten ud i Hanoi hvor mindst 260 personer mistede livet.

Den store rottejagt i Hanoi fortæller en historie om vigtigheden i at måle på det rigtige. Dusøren belønnede haler og ikke at rottebestanden blev reduceret. Forskellen blev væsentlig da der var en økonomisk ubalance mellem de to. Hvorfor slå en rotte ihjel, når jeg kun skal bruge halen for en dusør og den haleløse rotte kan producere flere rotter?

Måler vi på det rigtige?

I en sjællandsk kommune ønskede man politisk at tiltrække flere unge studerende. Flere almene boligselskaber og ejendomsudviklere tilbød at bygge studieboliger, men en opgørelse over de nuværende studieboliger i kommunens største by, viste at flere stod tomme og at det altid var muligt for studerende at få en bolig. Reelt var boligerne dog utidssvarende og i så dårlig kvalitet at kun få ønskede at bo der. Der var en overset efterspørgsel på studieboliger, for efterspørgslen og betalingsvilligheden var på boliger i en bedre kvalitet, end det som var på markedet. Politikerne havde forsøgt at måle efterspørgsel på studieboliger ved fejlagtigt at betragte udlejningsraten på noget som var irrelevant.

Når politiske ønsker er flere boliger i en kommune, bliver et pejlemærke ofte at måle på antallet af nybyggede boliger. Man antager at flere boliger i sig selv rammer den efterspørgsel der er tilstede. Som eksemplet med studieboliger viste, handler efterspørgsel ikke kun om antal, men om relevans. Her kan man ende med flere boliger og derved mene at man er kommet i mål. Men hvis de nye boliger ikke rammer målgrupperne korrekt, er det alt sammen irrelevant og vi har målt på det forkerte.

Der er stor fokus på at skabe blandede byer. Dette er hensigtsmæssigt klogt i forhold til resiliens, brug af ressourcer og sikre en bolig til alle. Et vigtigt målepunkt bliver derfor ofte fordelingen af boligtyper og størrelser. Den blandede by der ønskes er dog ofte med en indbygget forhåbning om fællesskab og sammenhængskraft. Vi vil gerne have byer hvor borgere føler at de hører til, er en del af et fællesskab og oplever høj livskvalitet. Hvis forskellighed af boligtyper alene bliver et målepunkt, bliver det også det som der økonomisk bliver optimeret på. Her kan resultatet blive en statistisk blanding af boliger og beboere men uden fokus på social kontakt og integration. Hvis der ikke er steder hvor man mødes eller deler et fællesskab, bliver målepunktet irrelevant og ender som en rottehale.

Problemet er ikke data eller måltal i sig selv. Problemet opstår, når indikatoren bliver lig med målet. Grønne kvadratmeter er ikke det samme som velfungerende natur og opholdsrum. Antallet af boliger er ikke det samme som en velfungerende by. Bedre borgerinddragelse, er ikke antallet af deltagere eller møder.

Den britiske økonom Charles Goodhart lægger navn til Goodharts lov som enkelt beskriver denne udfordring ud fra et andet perspektiv.

"Når en indikator gøres til politisk mål, ændrer aktørerne adfærd, og indikatoren kan miste sin værdi som mål."

Når vi forsøger at forme byen og gøre effekterne målbare skal vi netop være opmærksomme på denne lov. De indleverede rottehaler var en registrering af transaktioner i et system og ingen validering af den effekt man reelt ønskede.

Vi måler byen for at kunne forme og tilpasse den. Men i det øjeblik målingen får konsekvenser, begynder byen at indrette sig efter målingen. Måleredskabet bliver dermed en del af den puls, det var sat til at registrere.

Når politikere ønsker flere og billigere boliger bliver udfordringen, at der ofte vil være et økonomisk incitament til at bygge mindre eller bygge på steder som ikke nødvendigvis er relevante for de målgrupper som man reelt ønsker at tiltrække eller fastholde. Ejendomsudviklere tilpasser sig og optimerer, og man ender med at måle på det forkerte; en rottehale.